Vi gør kloakken klar til fremtiden
Mange steder i Esbjerg og Varde kommuner er kloakkerne i dag såkaldte fælleskloakker. Det er rør, hvor vandet fra vores toiletter, køkken og bad løber sammen med regnvand i ét rør.
Selvom forskerne er uenige om, hvor meget mere regn der vil falde, er der enighed om, at fremtiden i Danmark bliver vådere. I værste tilfælde kan vi få op til syv procent mere regn om året (1) . Samtidig vil en del af regnskyllene blive voldsommere, end vi er vant til.
Og det kan vores nuværende kloaksystem ikke klare. Størrelsen på rørene i et givent område blev bestemt ud fra data for nedbør i 50erne og 60erne. Den ekstra mængde regnvand, vi får nu, fylder rørene op, giver oversvømmelser og presser vores renseanlæg.
Det er derfor afgørende, at vi laver et kloaksystem, der kan håndtere de stigende regnmængder.
Sådan fungerer separatkloakering
”Så blev vi lige separeret”
Separatkloakering betyder, at vi adskiller vores spildevand og regnvand, så vi kan styre det på hver sin måde.
Mængden af spildevand fra toilettet, håndvasken og vaskemaskinen er nogenlunde stabil. Her kan vi sende det til renseanlægget til videre rensning.
Regnmængden varierer derimod meget. Nogle gange kommer der et ordentligt regnskyl, andre gange regner det i flere dage – og nogle gange ikke i flere uger.
Læs mere om, hvorfor regnvand skal have sit eget rør her