Vi kommer om en måned
Omkring en måned inden vi påbegynder et planlagt graveprojekt, sender vi atter breve ud. Her vil du få en overordnet tidsplan, nogle informationer om fx hvor du kan parkere din bil og hvordan du skal forholde dig i graveperioden.
Kom til informationsmøde
Vi kan ikke undgå at kloakering generer dig og din hverdag. Vi graver hele vejen op foran dit hus og vi larmer. Derfor har du sikkert også nogle spørgsmål til os om forløbet.
Enten i infobrevet eller separat vil du få en invitation til et informationsmøde. Her vil projektlederen og kommunen fortælle om projektet. Vi vil gerne opfordre til, at du kommer til mødet, da der kommer mange informationer her.
Aktiviteterne begynder
Umiddelbart efter informationsmødet begynder entreprenøren at gøre klar. Der skal sættes skilte op, de store gravmaskiner og skurvogne skal transporteres hen til området og vores kloakrør bliver leveret.
Vi har typisk et sted i nærheden af gravearbejdet, hvor vi har lagerplads og skurvogne. Det kan være en stor græsplæne eller parkeringsplads. Når vi forlader stedet, sørger vi for der bliver sået nyt græs eller ødelagt asfalt bliver lappet.
Tager vi jeres lokale parkeringsplads, så ved vi godt det kan give problemer. Alternativet er dog, at der ikke er plads til os.
Hjælp os med at hjælpe jer
Vi får brug for din hjælp, mens gravearbejdet står på. Det er en stor hjælp, hvis du følger vores og entreprenørens anvisninger om fx parkering. Hvis du respekterer skiltningen, står der ikke pludselig en bil og spærrer for en lastbil eller gravko. Samtidig sikrer det gode arbejdsvilkår for håndværkerne på pladsen, og vi kan sikre trafiksikkerheden for dig og din familie.
Hvis du synes, noget er helt tosset, så giv os et kald. Måske er der lavet en fejl, eller måske er der en god forklaring. Du får numre på projektleder og formand på pladsen til informationsmødet.